Plej
For at få dit nyplantede træ til at gro, er det vigtigt at træet vandes, gødes og holdes fri for ukrudt. Desuden er der på denne side vejledning til skadedyrs-bekæmpelse, beskæring m.v.
Vandingsanvisning

I første vækstsæson fra d. 15. april til d. 15. oktober vandes én gang om ugen. I samme periode året efter vandes hver anden uge. Hvis der tredje år efter plantningen kommer tørke, skal der også vandes den sæson. Stedsegrønne planter vandes én gang om måneden den førstkommende vinter efter plantningen.
Vandmængde pr. træ/busk.
Træ angivet i stammeomkreds målt i 1 m. højde. Busk angivet efter højde.
Træ 12-16 cm/busk 1½-2½ m: 20-25 l pr. vanding.
Træ 16-20 cm/busk 2½-3½ m: 30-35 l pr. vanding.
Træ 20-30 cm/busk 3½-4½ m: 40-45 l pr. vanding.
Træ 30-40 cm: 50-60 l pr. vanding.
Træ 40-50 cm: 60-70 l pr. vanding.
Træ 50-60 cm: 70-80 l pr. vanding.
Træ 60-70 cm: 80-90 l pr. vanding.
Træ 70-80 cm: 90-100 l pr. vanding.
Udover at rødder har brug for vand, så har rødder også brug for ilt. Derfor er det vigtigt, at luftporer i jorden ikke er vandmættede hele tiden, hvilket betyder at jorden skal tørre ud mellem vandingerne. Ovenstående anvisning er derfor generel og skal justeres efter nedbør. Desuden har plantestedets placering ift. sol/skygge, vind/læ, sandjord/lerjord også betydning for interval og vandmængde. Brug evt. en regnmåler som hjælp eller grav i jorden for at fornemme fugtigheden.
Gødskning
I april og juni andet år efter plantningen gødes med NPK tør gødningsgranulat med høj kvælstofprocent og lavt klor indhold. Brug en til to dl. pr. plante afhængig af størrelse– (ved hækplanter/ småbuske dog mindre). Drys gødningen jævnt ud over hele rodzonen og ram ikke blade/nåle. Rhododendron gødes med surbundsgødning, se mængde & interval på posen.


Lugning og øvrig pasning
De første 3 år efter plantningen holdes det nygravede område omkring plantestedet fri for ukrudt og især græs. Hvis der ved plantningen blev opsat opbindingspæle skal de fjernes, når planten står fast, senest 3 år efter plantning.
Det samme er gældende ved wirebardun opbinding. Juster opbindingen løbende, så de sidder stramt dog uden at skade stammen.
Bekæmpelse af skadegørere
For at mindske angreb af skadedyr er det en god idé ikke at lade træet stå alene i haven kun omgivet af græsplæne. De nyttedyr (mariehøns, guldøjer, svirrefluer m.v.) som spiser skadedyrene (lus, larver m.v.) lever i højt græs, stauder, buske m.v., hvor de kan gemme sig. Så sørg for at etablere levesteder til nyttedyrene rundt omkring i haven. Det gælder om at byde nyttedyrene (også fuglene) indenfor, så haven kan komme i en biotopisk balance.
Hvis dette ikke er muligt, kan skadedyrene generes med en vandstråle, en kost eller fjernes med håndkraft. Man kan også udsætte nyttedyr og sprøjte med insektsæbe m.v. Der findes en masse hjemmesider med gode råd til bekæmpelse. Kemisk bekæmpelse er også en mulighed, men dette anbefaler SITAS ikke.
Beskyt også planten mod rådyr og gnavere,- og destruer visne blade hvis der har været bladsvamp.



Beskæring
Det nyplantede træ bør ikke beskæres de første 3 år efter omplantningen – det er vigtigt at planten koncentrerer sig om at udvikle rødder og ikke beskæringssår. Døde kviste er en undtagelse.
Efterfølgende beskæres i sensommeren, hvis nødvendigt.
En god regel er kun at klippe, ikke save. Hvis du saver kan beskæringssåret blive for voldsomt.

Oversvømmelse
Hvis der er opstår oversvømmelse er det vigtig at få drænet vandet væk. Rødder ånder og har brug for ilt og for at komme af med C02 via luftvejene i jorden.
Hvis luftvejene er vandmættet i længere perioder kan træet risikere at drukne.
Man kan også genplante træet og plante det højere end terrænhøjden. Fyld muldjord omkring rodklumpen og hæv derved terrænhøjden.



