Juni
Store blomstrende buske
Nu blomstrer bl.a. koreakornel, dronningebuske, klokkebuske og duftjasminer. Kom forbi og se buskene som vi har i størrelser helt op til 2 m højde og bredde. Ring inden, for at høre hvad vi har på lager.
Vel mødt.

Sundhedskontrol
11. juni 2025
2-3 gange om året bliver alle SITAS' træer kontrolleret af Landbrugsstyrelsens skadedyrs- og sygdoms ekspert, som gennemgår dem for alvorlige skadegørere, se rapport for juni 2025, og juni 2024.
SITAS har de seneste mange år ikke haft problemer med de arter og sorter som vi dyrker. Vi udvælger nøje hårdføre planter, som kan tåle dyrkningen og som kan tåle at leve i samspil med de uskadelige insekter og svampe, som planterne er vært for.
Træerne i vores planteskole bliver generelt ikke sprøjtet, da vi mener at det er vigtigt, at de udvikler sig naturligt – i samspil med de andre organismer.
Bekæmp skadedyr
For at mindske angreb af skadedyr er det en god ide ikke at lade planten stå alene i en græsplæne. De nyttedyr (mariehøns, guldøjer, svirrefluer m.v.) som spiser skadedyrene (lus, larver m.v.) lever i højt græs, bede og buske, hvor de kan gemme sig. Så det gælder om at byde nyttedyrene (også fuglene) indenfor, så haven kan komme i en biotopisk balance.
Hvis dette ikke er muligt, kan skadedyrene generes med en vandstråle, en kost eller fjernes med håndkraft. Man kan også udsætte nyttedyr og sprøjte med insektsæbe m.v. Der findes en masse hjemmesider med gode råd til bekæmpelse. Kemisk bekæmpelse er også en mulighed, men dette anbefaler SITAS ikke.
Beskyt også planten mod rådyr og gnavere,- og destruer visne blade hvis der har været bladsvampe.

Donation
80 lindetræer langs Ny Carlsberg Vej
I denne uge (uge 19) er Ny Carlsberg Vej blevet indviet efter at bydelen har været igennem en gennemgående ombygning.
De 80 lindetræer langs Ny Carlsberg Vej er en donation fra SITAS og vi er stolte over at træerne nu står flot nyudsprungne med friske grønne blade.

Maj
Før løvspring gravede vi en masse træer og buske op fra vores marker. De står nu placeret i lange rækker på vores 3 store depotpladser, hvor de har fået tilført et ekstra lag vækstmuld. 'Depotplanter' er dyrket til at kunne plantes hele sommeren. Ring og hør hvad vi har på lager eller kom forbi.
De træer og buske som står på vores marker, graver vi ikke op efter løvspring. Det er muligt at reservere 'Markplanter' fra d. 1 september, til opgravning efter løvfald (slut okt. ).

Hjælp dit træ i gang
Nyplantede træer og buske skal have hjælp til at udvikle deres rødder. Rødder har brug for at ånde og de har brug for næring.
Derfor er det vigtigt at plante i porøs iltholdig muldjord og det er vigtigt at vande regelmæssigt de første 2 til 3 vækstsæsoner.
Jorden må ikke være konstant vandmættet, ellers kan rødder ej ånde
Se vandmængde, intervaller m.v
Det er også vigtigt at luge bedet så især græs ikke tager næringen.

April
Fragt af opgravet træ til depotplads
Opgravede træer og buske fragtes fra vores marker til vores depotpladser. Depottræer kan plantes hele året.
Her køres en Thuja brabant 4-4½ m høj på plads. Træet er stedsegrønt og er perfekt til afskærmning året rundt.

Udplantning
Ny produktion plantes ud på vores marker
Jorden løsnes og nye unge træer plantes ud. Nu skal vi i gang med at dyrke dem op til store træer.

ARS prof. beskæreværktøj i bedste kvalitet
Håndsakse, knivtandsave, hækkesakse, ørnenæb m.v.
Se vores stangsakse som nemt kan bruges til årlig beskæring af 4-5 m høje træer og buske. Undgå stige.
